Disse forretningsbetingelser gælder for enhver opgave, PAMS’ Advokatfirma påtager sig, medmindre andet er aftalt skriftligt.
PAMS’ Advokatfirma, der ejes og drives af advokat Poul Lønborg-Jensen fra adressen Enhøjsvej 37, 3450 Allerød, er organiseret som enkeltmandsvirksomhed under CVR-nr. 34107688.
Advokat Poul Lønborg-Jensen er beskikket som advokat af Justitsministeriet i Danmark og er registreret i og medlem af Advokatsamfundet.
Opdrags- og prisoplysning
Ved indgåelse af aftale om advokatbistand bekræftes dette skriftligt med beskrivelse af opgavens omfang og de vigtigste elementer i den påregnede bistand.
Der oplyses samtidig om forventede omkostninger samt størrelsen af mit salær ved sagens behandling, i det omfang dette er muligt.
Salær
Mit salær fastsættes - afhængig af sagens art - med udgangspunkt i det medgåede tidsforbrug, omfanget af det arbejde, der skal udføres, sagens betydning og værdi, sagens udfald samt det med sagen forbundne ansvar.
Min timesats er som udgangspunkt 1.800 kr. + moms (2.250 kr. incl. moms).
Det kan være vanskeligt at beløbsfastsætte et honorar allerede ved sagens modtagelse, men efter anmodning afgiver jeg gerne – og altid overfor forbrugere – et begrundet overslag og oplysning om de forventede omkostninger og udlæg, ligesom jeg så tidligt som muligt orienterer dig, hvis det viser sig, at det samlede honorar forventes at overstige overslaget.
Afregning sker som udgangspunkt ved sagens afslutning. I særligt langvarige eller tidskrævende sager kan der efter nærmere aftale foretages á conto-afregning.
Jeg forbeholder mig ret til at foretage á conto-afregning i forbindelse med større erstatningsudbetalinger.
Såfremt, det er relevant, undersøges altid mulighederne for forsikringsdækning, retshjælp og/eller fri proces.
Hvis salæret helt eller delvist skal betales af det offentlige, en modpart eller et forsikringsselskab, vil du blive orienteret om principperne for fastsættelse af salæret i disse særlige tilfælde.
Interessekonflikter
Jeg påtager mig ikke sager, som indebærer interessekonflikter mellem firmaets klienter. Før jeg påtager mig en opgave, undersøger jeg derfor mulige interessekonflikter med eksisterende klienter. Hvis en interessekonflikt måtte opstå, vil jeg henvise dig til en anden advokat.
Hvidvaskloven
Som alle andre danske advokatvirksomheder er jeg omfattet af reglerne i den til enhver tid gældende “Hvidvasklov”. Det indebærer, at du i sager omfattet af hvidvaskloven - særligt ejendomshandler - vil blive anmodet om at udlevere kopi af dit pas eller kørekort samt kopi af dit sundhedskort.
Reglerne herom fremgår af hvidvaskloven.
Opbevaring og sletning af sager
Alle sager ekspederes digitalt via kontorets sagsstyringssystem, Legis 365.
Kontoret opbevarer ingen original-dokumenter. Eventuelle originale dokumenter, du måtte sende til kontoret, vil derfor blive indskannet og returneret umiddelbart herefter.
Sagsakter opbevares i mindst fem år fra fakturadato, hvorefter de destrueres henholdsvis slettes i sagsstyringssystemet.